SAMARBEJDE

I Brandts Klædefabrik vægter vi samarbejde meget højt. Samarbejde og godt naboskab går hånd i hånd. Dit engagement i dette fællesskab er derfor meget vigtigt.

Her i Brandts Klædefabrik er vi både naboer og kollegaer. Vi hjælper og handler med hinanden – og skaber samarbejde på tværs til glæde for alle parter. Det er ikke for ingenting, at området kaldes “Byen i Byen”. Her er mange kompetencer samlet, og ofte kan du finde dem, du har brug for, lige her.

Brugerforeningen Brandts Klædefabrik, som alle lejere er en del af, har til formål at skabe aktiviteter, der tiltrækker mennesker til området. Din aktive deltagelse i foreningens arbejde og at du bakker foreningens indsats op med et godt tilbud, oppyntning eller et event, der passer ind i aktiviteten er af meget stor værdi for aktiviteten, dine naboer og dig selv. Derudover har vi altid brug for hænder til at hjælpe med afviklingen og folk der vil være med til at løfte i flok.

Den der tager initiativet, former fremtiden!

Har du en idé til en aktivitet eller et samarbejde, du gerne vil drøfte, så kontakt områdechef Rikke From Larsen. Vi tager gerne en uforpligtende snak om mulighederne.